Danish Beachvolley Tour

Strandstemning midt i København: Danmarksmesterskabet i beachvolleyball afgøres ved ikoniske Nyhavn

Havnepromenaden ved billedskønne Nyhavn danner i weekenden den 13.-15. august kulissen for de prestigefyldte DM-finaler i beachvolleyball. Landets allerbedste beachvolleyball-spillere tørner sammen i sandet på en nyanlagt bane i hjertet af København til den helt store dyst om hæder, medaljer og titlen som Danmarksmester 2021. Med et netop overstået OL i Tokyo går en fantastisk…

|

:


Havnepromenaden ved billedskønne Nyhavn danner i weekenden den 13.-15. august kulissen for de prestigefyldte DM-finaler i beachvolleyball. Landets allerbedste beachvolleyball-spillere tørner sammen i sandet på en nyanlagt bane i hjertet af København til den helt store dyst om hæder, medaljer og titlen som Danmarksmester 2021.

Med et netop overstået OL i Tokyo går en fantastisk sportssommer snart på hæld. Men heldigvis venter der os stadigvæk lidt af en sportsoplevelse på de hjemlige breddegrader, når 16 af Danmarks bedste beachvolleyball-makkerpar indtager Nyhavn i jagten på DM-trofæet.

For at skabe den helt rigtige strandstemning omkring DM-finalerne får Havnepromenaden i Nyhavn for weekenden lidt af en makeover med 150 tons sand, tilskuertribune, sponsortelte, sækkestole og sommermusik fra højtalerne, mens sponsorerne fra Pepsi MAX Beachvolley Tour sørger for at hygge lidt ekstra om spillere og tilskuere med kolde drikke og snacks.

”Det bliver en fantastisk weekend for dansk beachvolleyball. Spillerne har set frem til at vise, hvad de kan og naturligvis kæmpe om medaljerne, og vi glæder os til at vise vores sport frem med en enestående kulisse i Nyhavn,” fortæller Jesper Jørgensen, administrerende direktør i Volleyball Danmark, og fortsætter:

”Med DM-finalerne i Nyhavn bringer vi beachvolleyball fra stranden ind til byen, hvor flere af byens borgere samt turister kan få et glimt af sporten, når den er bedst. Men strandstemningen tager vi naturligvis med os, for den ligger i sportens DNA, og dét kommer man til at mærke som tilskuer.”

Unge talenter og nye holdkonstellationer skaber spænding

Dansk beachvolleyball har i de seneste år været i rivende udvikling. Mange af de atleter, der skal i aktion til weekendens finalestævne, har markeret sig på den internationale beachvolleyball-scene, senest med en historisk U20-EM-bronzemedalje til de unge talenter Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard, som også er en af weekendens helt store guldfavoritter. Men der bliver hård konkurrence om podiepladserne, og intet er givet på forhånd.

”Der har i år været yderst tæt løb om de eftertragtede pladser til finalestævnet, og mange af de 16 kvalificerede hold (red. 8 for hvert køn), er relativt nyetablerede hold. Posen er blevet rystet, holdkonstellationer er ændret og nye talenter har meldt sig ind i kampen – det bliver uden tvivl underholdende og meget spændende,” fortæller sportskonsulent for beachvolleyball i Volleyball Danmark, Peter Morsing.

”I 2019 var vi i Nyhavn med et af vores Tour-stævner, og det var en kæmpe succes med fyldte tribuner nærmest fra morgen til aften. Ovenpå sidste års Tour, som blev afviklet med en del restriktioner i forhold til tilskuere grundet Covid-19, bliver det et fantastisk gensyn med Nyhavn, denne gang med et DM-finalestævne som kulminationen på en fantastisk sæson. Er man sportsinteresseret, skal dette helt sikkert opleves.” afslutter han.

INFO

DM-finalerne i Nyhavn spilles ved Havnepromenaden (lige inden inderhavnsbroen) fra fredag kl. 13:00 til søndag eftermiddag, hvor finalerne spilles (kl. 15:00 og 16:00). Under hele turneringen er der gratis adgang for tilskuere.

SE WEEKENDENS PROGRAM HER

Del nyhed