Danish Beachvolley Tour

Her er de nominerede til Årets Beachvolleyball Spiller 2021

I alt slags vejr kæmper de i sandet for at levere de bedste resultater, og præstere på allerhøjeste niveau. Her er de nominerede til titlen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021. De endte alle seks på podiet, da der i sommer blev afholdt DM i Nyhavn, og denne præstation er ikke gået ubemærket hen blandt beachvolleyballkollegaerne.…

|

:


I alt slags vejr kæmper de i sandet for at levere de bedste resultater, og præstere på allerhøjeste niveau. Her er de nominerede til titlen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

De endte alle seks på podiet, da der i sommer blev afholdt DM i Nyhavn, og denne præstation er ikke gået ubemærket hen blandt beachvolleyballkollegaerne. De tre kandidater (for hvert køn), der er nomineret til prisen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021, er de tre spillere, som har fået flest stemmer blandt beachvolleyballkollegaerne i Eliterækken på årets Pepsi MAX Beachvolleyball Tour. Her er de nominerede til Årets Beachvolleyball Spiller 2021:

Årets Beachvolleyball Spiller 2021 – Kvinder

Clara Bernberg Windeleff (Copenhagen Beachvolley)
2021 blev året, hvor Clara Bernberg Windeleff skiftede fra Odense Beachvolley Klub til Copenhagen Beachvolley for blandt andet at satse mere internationalt med sin nye makker Sofia Nørager Bisgaard. Og der er ingen tvivl om, at den tidligere Odense-spiller har gjort klogt i at rykke til København. Året har nemlig budt på flere historiske placeringer for den unge beachvolleyball spiller, der blandt andet sikrede sig guldet ved sommerens Danmarksmesterskaber i Nyhavn, hentede en bronzemedalje ved U20 EM i Tyrkiet og afsluttede året med en 5. plads ved U19 VM i Thailand, samt en nominering til prisen som Årets Fund 2021, sammen med makkeren Sofia. Clara tager hul på det nye år med endnu en nominering. For med sine vilde bedrifter i 2021 er det svært at komme udenom hende til Prisen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

Line Trans Hansen (Odense Beachvolley Klub)
Den tidligere 3-dobbelte Danmarksmester og 4-dobbelte Årets Beachvolleyball Spiller startede sæsonen med Clara Bernberg Windeleff, men da Clara og Sofia slog sig sammen for at satse internationalt, fandt Line sammen med Cecilie Køllner Olsen. De to rutinerede spillere fik hurtigt opbygget et godt samarbejde, og vandt Marienlyst Grand Slam og tog sølv ved DM i Nyhavn. Den erfarende beachvolleyball spiller fra Odense afslutter derudover året som nummer 2 på årets rangliste, og der er derfor ingen tvivl om, at Line i den grad har gjort sig fortjent til sin nominering som Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

Sofia Nørager Bisgaard (Copenhagen Beachvolley)
Med en ny makker ved sin side i sandet har 19-årige Sofia Nørager Bisgaard i den grad vist storspil i det forgangene år. Hun endte øverst på podiet med en guldmedalje om halsen, da der i sommers blev afviklet DM i Nyhavn og skrev dansk beachvolleyball historie med en fænomenal præstation i Brasilien, da det blev til en 9. plads for det nye unge beachvolleyball par. Inden året gik på hæld, kunne Sofia, sammen med makkeren Clara, bryste sig af at være normineret til prisen som Årets Fund 2021, og nu kan den unge Copenhagen Beachvolley-spiller altså tilføje endnu en nominering til samlingen, da hun er blandt de nominerede til Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

Årets Beachvolleyball Spiller 2021 – Herrer

Kristoffer Abell (Aarhus Beachvolley Club)
Sammen med beachvolleyball makkeren Nicolai Houmann stod 27-årige Kristoffer Abell med en guldmedalje om halsen efter sommerens DM-finale i Nyhavn. Forinden havde makkerparret indkasseret en gylden billet til Main Draw i 4-stjernet World Tour, der blev startskuddet for et imponerende år for Kristoffer, der efter DM-triumfen foretog et klubskifte fra Copenhagen Beachvolley til Aarhus Beachvolley Club. Efterårssæsonen bar ligeledes præg af en stærk sæson, og sammen med makkeren Jacob Stein Brinck hentede Kristoffer et sensationelt resultat i Itapema, Brasilien, da det blev til en femteplads for den nye beachvolleyball konstellation. Resultater der i den grad underbygger, hvorfor Kristoffer Abell er blandt de nominerede til prisen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

Nicolai Houmann (Copenhagen Beachvolley)
Sommermånederne blev fænomenale for Copenhagen Beachvolley-spilleren Nicolai Houmann, der sammen med makkeren, Kristoffer Abell, leverede stærke resultater i Gstaad, Schweiz og slog alt og alle under DM i Nyhavn og endte øverst på podiet med guldmedaljen om halsen. Efter at have udkæmpet utallige opgør mod hinanden blev det ligeledes til en turnering med beachvolleyballkollegaen Jacob Stein Brinck i den 1-stjernede World Tour turnering i Nijmegen, Holland. Et imponerende og aktivt år for den 27-årige beachvolleyballspiller, der starter 2022 ud med en nominering til prisen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

Jacob Stein Brinck (Odense Beachvolley Klub)
Sidste år modtog han prisen for Årets Spiller, og igen i år har Odense-spilleren Jacob Stein Brinck med sit spil og resultater gjort sig fortjent til endnu en nominering. Efter en podieplads ved Danmarksmesterskaberne i Nyhavn, bød sensommeren på 2-stjernet World Tour turnering i Prag, sammen med den nye beachvolleyballpartner, Kristoffer Abell, og her spillede de to danske stjerner sig på imponerende vis i semifinalen. Et resultat der senere på efteråret blev overgået, da Jacob Stein Brinck og makkeren Kristoffer præsterede på allerhøjeste niveau og endte på en 5. plads i 4-stjernet World Tour turnering i Itapema, Brasilien. Et imponerende år for den unge beachvolleyballstjerne, der allerede nu gør sig bemærket internationalt og derfor også er nomineret til prisen som Årets Beachvolleyball Spiller 2021.

Kåringen af vinderne af Årets Beachvolleyball Spiller sker ved årets Volleyball Award i Aarhus, som forhåbentligt bliver afviklet lørdag den 5. februar 2021.

Del nyhed