Den Danske Beachvolley Tour rykker i weekenden til Danmarks bedste badestrand, nemlig Marielyst Strand. Landets bedste beach volleyball-spillere sætter dog ikke kurs mod Falster kun for at bade, men også for at kæmpe om points i sandet.
Sommeren er for alvor over os, og den bliver nu toppet med den danske beachvolley tour, som lægger et stop forbi Falster. Volleyball Danmark er glade for gensynet med Marielyst Strand. Netop denne strand lagde i 90’erne og 00’er sand til flere stævner. D. 17.-18. juli vil beach volleyball-spillere fra hele landet sætte kurs mod den fantastiske strand på Falster.
Bülow kommer hjem
Martin Bülow-Nielsen, som i mange år har været at finde på stranden, men også på indendørsbanerne, er oprindeligt fra Falster. Han vender derfor hjem til sine rødder for at forsvare Falsters stolthed.
“Det bliver spændende at se Marienlyst danne rammen for et stort beach volleyball event igen. Jeg husker tydeligt i 90’erne, da jeg arbejde som opvasker på Larsens plads, hvordan byen blev invaderet af høje mennesker og god stemning. Det var klart et af sommerens højdepunkter,” fortæller Martin Bülow og fortsætter:
“Grundet international deltagelse bliver turneringen uden de tre bedst rangerede hold, og da mange jyske hold trækker lidt luft inden semifinalerne, er niveauet en smule under eksempelvis, hvad man kan forvente af de kommende turneringer. Når det er sagt, så forventer jeg, at vi sagtens kan vise Marielyst, hvad beach volleyball Danmark har at byde på.”
Bülow er med sin makker Devin O’Regan seedet 8 i herrernes eliterække og får en hård start på turneringen, da de møder topseedede Jacob Stormly og Peter Jensen i første kamp.
U20 EM bronzemedaljetagere til Marielyst Strand
I damernes eliterække finder man blandt andet Sofia Bisgaard og Clara Windeleff, der i den forgange weekend opnåede et historisk resultat ved at vinde bronze til U20 Europamesterskabet. Makkerparret har netop offentliggjort deres faste makkerskab, og stævnet på Falster bliver første turnering efter nyheden. De får dog kamp til stregen, da deres to tidligere og mere erfarne makkere, Line Trans Hansen og Cecilie Køllner Olsen, som begge har vundet adskillige DM -og World Tour medaljer, slår pjalterne sammen.
Denne Grand Slam på Marielyst Strand er den sidste af slagsen, inden sæsonen for alvor spidser til, da semifinalestævnerne bliver næste stop på touren. Det er dermed sidste udkald for dem, der har ambitioner om at kvalificere sig til DM, til at få de sidste ranglistepoints og forbedre deres seed. Du er altså garanteret intens beachvolley på banerne, og så sørger vores sponsorere for musik, gratis sponsorprodukter og tilskuertribune, så du kan få en fantastisk solskinsweekend på stranden.
Har du ikke mulighed for at tage turen til Marielyst Strand, er der også muligheder for at se spændende beach volleyball i Odense. Se alle weekendens stævner her:
Marielyst Pepsi MAX Grand Slam
Odense Ungdomsturnering
Odense Challenger