I årets første Grand Slam på Hvidbjerg strand var der både favoritter og overraskelser i søndagens finaler på en vindblæst, men tør strand.
Hele weekenden har der været en kraftig vind på den sydvendte strand og det har skabt vanskelige forhold for de ca. 70 hold, der havde taget turen vestpå.
Temperaturerne har ligget i den lave ende af 20’erne, så det har ikke været rigtig koldt, men alligevel har det været dejligt for de mange spillerne, at nyde godt af læ for vinden i Nordenskov UIF’s store telt, hvor der i år har været større efterspørgsel på kaffe end vanlig.
Mens det i Eliterækken ikke var den store overraskelse, at Cecilie Køllner Olsen / Frederikke Schade Jensen og Peter Jensen / Nicolai Houmann stod i henholdsvis dame- og herrefinalen, var der nok næppe mange, der havde regnet med at deres modstandere ville være Trine Bak / Trine Noer Kjelstrup og de kun 16-årige Hjalmer Elmbæk Madsen / Andreas Brinck.
Trine Bak / Trine Noer Kjelstrup stod for en stor overraskelse i semifinalen, hvor de slog det topseedede islandske hold Berglind Gigja Jonsdottir / Elisabet Einarsdottir, der har mange sejre på Touren med i sportstasken. Efter en meget tæt 3-sæts kamp kunne Bak/Kjelstrup strække armene i vejret som overraskende, men fortjente vindere. Køllner Olsen/Schade Jensen havde været suveræne hele weekenden og i finalen så det ud til at Bak/Kjelstrups kræfter var sluppet op i 2. sæt og Køllner Olsen/Schade Jensen kunne efter to sæt lade sig hylde som fortjente vindere af Hvidbjerg Grand Slam.
Efter at have indledt deres første strandstævne med et knebent nederlag i tre sæt til de 2. seedede Daniel Thomsen / Martin Trans, viste Hjalmer Elmbæk Madsen / Andreas Brinck stærk teknik, godt spil og sejrsvilje videre frem i turneringen, inden de søndag formiddag igen stod overfor Thomsen/Trans Hansen i semifinalen. Det blev endnu en tæt 3-sætter, men med 15-13 i 3. sæt kunne Elmbæk Madsen/Brinck udmattede kaste sig jublende i sandet.
I finalen skulle de unge løver op mod den rutinerede 3-dobbelte DM-vinder Nicolai Houmann, der i Hvidbjerg spillede sammen med Peter Jensen.
Finalen blev en spændende affære og endnu en overraskelse så ofte ud til at være undervejs. Elmbæk Madsen/Brinck vandt således et tæt 1. sæt, inden Houmann/Jensen udlignede ved at vinde 2. sæt. 3. sæt var tæt hele vejen og bølgede frem og tilbage. Kun en vanvittig redning af Houmann på en matchbold til de unge udfordrere forhindrede et nederlag. Til sidst slog rutinen til og Houmann/Jensen vandt 3. sæt med 17-15 og kan dermed sætte 300 ranglistepoint ind på kontoen.
Det var en fornem indsats, der lover godt for Elmbæk Madsen/Brinck, der netop er udtaget til at repræsentere Danmark ved U18 EM i Grækenland til september – og hvis navnet Brinck lyder bekendt i beachvolleyball kredse, så er Andreas fætter til Jacob Stein Brinck, der i weekenden fik en flot 3. plads i Future turneringen i Lecce, Italien (læs mere her).
Få meget mere beachvolleyball henover sommeren, ved at komme forbi “Danish Beachvolley Tour” som over de næste weekender turnerer Danmark rundt og slutter med finalen i Nyhavn medio August, find ud af hvornår vi kommer til stranden i nærheden af dig, lige her.